Jeg savner ro.
Jeg søger ensomheden, men lider under den; jeg skyr andres selskab, men længes efter samvær.
Du vil have en kvinde, vil du ikke?
Vil du ikke have alt det, der følger med?
Scener, hysteri, falske beskyldninger, temperament?
I modsætning til de fleste mennesker er det kun døden, der kan slå mig ihjel.
Jeg har en ubehagelig følelse af, at alle de prægtige gode råd, jeg har til andre, er destilleret af den bitre mæske af alle mine fejltagelser - med en forfriskende tilsætning af de nye fejltagelser, jeg er i færd med at begå.
Jeg føler mig som en rastløs trækfugl, der kun er lykkelig og rolig indeni, når jeg er på farten.
Darwin skriver i "Menneskets afstamning", at trækinstinktet i visse fugle er stærkere end moderinstinktet - at en moder hellere vil forlade sine unger i reden end gå glip af sin aftale om den lange rejse sydpå.
En lille trøst for mig burde det være, at jeg dog kun er far, farfar, svigerfar, ven, elsker, bekendt.
Jeg hæger mig fast i, at de fleste store læremestre har sagt, at mennesket oprindelig var en vandrer i den "golde brændende ørken" - og at det for at genfinde sin menneskelighed må frigøre sig for sine bindinger og begive sig af sted.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Hvordan har du det med melankolien? Trives du med den, kan du li´ den? Jeg tænker på at du ønsker originale tanker, men trives de ikke bedst under trange kår? Jeg kan godt li´ melankolien, den fører mig tættere på det sted hvor jeg kan sætte ord på. /Johnny Wind, eksiljyde i Rødovre.
Johnny!
Lader lige dine ord sive ind.
Send en kommentar