Når alt går op i en højere enhed, er motorcykelrejserne/kørslen meditativ.
De skaber også grobund for flere "tidløse øjeblikke", som jeg samler på.
Det er vel den "indre rejse", jeg får, når jeg rejser.
At får indsigt i livets grundlæggende tragik.
Glæden og livsnydelsen må og skal naturligvis hyldes.
Men jeg må også vove at nærme mig den indsigt, at det vidunderlige varer kort, at hele livet er et provisorium - og her er der ingen efterbevilling.
I selve livscyklussen findes en sorg.
"Er dette virkelig alt"? - med efterfølgende uro.
Der er en dybtgående ensomhed, som ikke kan ignoreres.
Dyb råber til dyb.
"Livsduelige" pensionister, der ikke har andet at lave, mens de venter på at dø, end at blive mere kultiverede, diskutere, hygge sig, "komme hinanden ved" og "være sammen om det at være menneske".
"Vi sad bare der og havde det så godt på vores egen pæne, stilfærdige måde, og bagefter gik vi hjem og sov i vores bløde senge - og det ville vi blive ved med, indtil vi døde".
Gudfriogbevarmigvel.
Slå løs, slå løs på dig selv, sjæl! - dine egne definitioner bliver dit fængsel!
Jeg mener, det er Michelangelo, der har sagt:
"Den største fare for de fleste af os er ikke, at vi sigter for højt og rammer forbi vores mål, men at vi sigter for lavt og når målet".
torsdag den 26. marts 2009
onsdag den 25. marts 2009
Tvivlsbekendelsen
Jeg benægter Djævelen og alle hans gerninger og al hans væsen.
Jeg tvivler på uforklarlige ånder, de helliges samfund, syndernes forladelse og det evige liv.
Jeg tvivler på alle beretninger om undergerninger og personer med overnaturlige evner.
Jeg tvivler på Gud Fader, muligvis himlenes og jordens skaber.
Mennesker - og "kirken" - med magt over andre, præsenterer gerne deres synspunkter, som om de skulle være almengyldige sandheder.
Skulle Gud alligevel eksistere, bryder jeg mig ikke om ham.
Jeg tvivler på uforklarlige ånder, de helliges samfund, syndernes forladelse og det evige liv.
Jeg tvivler på alle beretninger om undergerninger og personer med overnaturlige evner.
Jeg tvivler på Gud Fader, muligvis himlenes og jordens skaber.
Mennesker - og "kirken" - med magt over andre, præsenterer gerne deres synspunkter, som om de skulle være almengyldige sandheder.
Skulle Gud alligevel eksistere, bryder jeg mig ikke om ham.
lørdag den 21. marts 2009
Om at bryde op
Det kan forekomme, at et menneske bliver syg af det blotte solskin.
Den pågældende ser alting så klart, at han bliver blind og intet kan se.
Undertiden bliver han syg af lutter fornuft, fordi de safter, der giver næring til hans drømmerier, tørrer ind.
Så er tiden inde til at bryde op, gribe pilgrimsstaven og begive sig ud ad vejen - til uvidenhedens sted.
Et sted, hvor man er fremmed og ensom - og derfor måske bange.
Begynd hellere at gå, ellers kommer du til at ligne en af de gamle statuer: uden ører, uden det man elsker en kvinde med, uden øjne til at se stjernernes skær eller solen over bjergtoppene.
Ellers risikerer du, at kødets, hjertets og sjælens kolde overgangsalder kommer - den langsomme gliden ind i en altoverskyggende angst for alt nyt og mærkeligt og eventyrligt.
Den pågældende ser alting så klart, at han bliver blind og intet kan se.
Undertiden bliver han syg af lutter fornuft, fordi de safter, der giver næring til hans drømmerier, tørrer ind.
Så er tiden inde til at bryde op, gribe pilgrimsstaven og begive sig ud ad vejen - til uvidenhedens sted.
Et sted, hvor man er fremmed og ensom - og derfor måske bange.
Begynd hellere at gå, ellers kommer du til at ligne en af de gamle statuer: uden ører, uden det man elsker en kvinde med, uden øjne til at se stjernernes skær eller solen over bjergtoppene.
Ellers risikerer du, at kødets, hjertets og sjælens kolde overgangsalder kommer - den langsomme gliden ind i en altoverskyggende angst for alt nyt og mærkeligt og eventyrligt.
torsdag den 19. marts 2009
Carpe diem
Kender I "Steen og Stoffer" - tegneserien?
Steen, den 6-årige laban - skal i bad.
Han er fyldt med flænger og rifter og har frøer og søm i lommen.
Og så er det han siger til Stoffer:
"Jeg har græspletter på albuen og pinde i håret. Jeg er fuld af insektbid, sår og rifter ... Der er sand i mine sokker, mine hænder er klistrede af harpiks, og mine sko er våde. Jeg er varm, beskidt, svedig og træt."
Stoffer svarer:
"Lad os anse denne dag for grebet."
Steen:
"I morgen griber vi dagen - og kværker den."
fra TA94-dagbogen/ Chris
Steen, den 6-årige laban - skal i bad.
Han er fyldt med flænger og rifter og har frøer og søm i lommen.
Og så er det han siger til Stoffer:
"Jeg har græspletter på albuen og pinde i håret. Jeg er fuld af insektbid, sår og rifter ... Der er sand i mine sokker, mine hænder er klistrede af harpiks, og mine sko er våde. Jeg er varm, beskidt, svedig og træt."
Stoffer svarer:
"Lad os anse denne dag for grebet."
Steen:
"I morgen griber vi dagen - og kværker den."
fra TA94-dagbogen/ Chris
Mit arvegods
"Æd, drik, ryg og elsk - i morgen kommer russerne!"
"Tegn en brandforsikring!"
"Kautionèr aldrig for andre - heller ikke familie!"
Den første "visdom" er fra min far, der døde, da jeg var 15 år - min "skrøne" siger, at det var hans sidste ord.
Han var ukristelig - og skøn.
Den anden "visdom" er fra min morfar - han var i 90'erne, da han valgte at dø - storryger.
Han var møbelsnedker, og havde 2 gange opbygget en større virksomhed - og begge brændte ned.
Ingen af gangene havde han brandforsikret!
Forsikringsselskabet Kgl. Brand headhuntede ham efter 2. nedbrænding, og han blev deres topsælger af brandforsikringer.
Lun og menneskelig fyr.
Tredie "visdom" er fra min farfar - også han blev midt i 90'erne - storryger og bugtaler (stemmebåndene fjernet pga. kræft).
To gange gik han ned med et hotel, fordi han havde kautioneret for et familiemedlem.
Resten af sit liv var han købmand - venligheden selv, hvis han fik dagen første 2 timer uden "snak".
En dødspændende og varm mand.
Mor var min mor.
Min mormor var indre-missionsk og ikke min "kop the".
Farmor var en varm kvinde - men snobbet, så det var en pine.
Jeg har efterlevet de 3 formaninger - og funderer nu over, hvad mit bidrag til arvegodset skal være.
"Tegn en brandforsikring!"
"Kautionèr aldrig for andre - heller ikke familie!"
Den første "visdom" er fra min far, der døde, da jeg var 15 år - min "skrøne" siger, at det var hans sidste ord.
Han var ukristelig - og skøn.
Den anden "visdom" er fra min morfar - han var i 90'erne, da han valgte at dø - storryger.
Han var møbelsnedker, og havde 2 gange opbygget en større virksomhed - og begge brændte ned.
Ingen af gangene havde han brandforsikret!
Forsikringsselskabet Kgl. Brand headhuntede ham efter 2. nedbrænding, og han blev deres topsælger af brandforsikringer.
Lun og menneskelig fyr.
Tredie "visdom" er fra min farfar - også han blev midt i 90'erne - storryger og bugtaler (stemmebåndene fjernet pga. kræft).
To gange gik han ned med et hotel, fordi han havde kautioneret for et familiemedlem.
Resten af sit liv var han købmand - venligheden selv, hvis han fik dagen første 2 timer uden "snak".
En dødspændende og varm mand.
Mor var min mor.
Min mormor var indre-missionsk og ikke min "kop the".
Farmor var en varm kvinde - men snobbet, så det var en pine.
Jeg har efterlevet de 3 formaninger - og funderer nu over, hvad mit bidrag til arvegodset skal være.
Munken med piben
Siden jeg som ung hørte Four Jacks synge "Mandalay", har jeg gerne villet sejle fra Mandalay til Rangoon på floden Irrawaddy - det er endnu ikke lykkedes!
I 1995 brugte jeg en uges tid på daglige besøg hos Myanmars ambassade i Kathmandu, men det var mig ikke muligt at få et visum til at "rejse frit i landet" - jeg skulle krydse grænsen med fly og bruge hovedstaden som første destination - og videre ophold i landet var "kontrolleret!
Jeg droppede landet af bare irritation.
Mongfolket og Karenfolket befolker det sydlige Myanmar, og de kæmper med guerillastyrker mod centralmagten - for mere selvstædighed.
En måneds tid senere var jeg i området, men på den thailandske side af grænsen - masser af jungle og menneskefattigt - så jeg tog chancen til et illegalt besøg i Myanmar.
Jeg lejede en kano for 2 dage af en lokal fisker og krydsede floden - grænsen - i de tidlige morgentimer.
Efter at have skjult båden, begav jeg mig ind i junglen af en lille sti.
Det blev dage med anderledes og hyggelige oplevelser - små samfund med cigarrygende ældre kvinder, hanekampe, mange imponerende tatoveringer (mine 3 måger på brystet vakte deres anerkendelse), anderledes mad mm.
Sidst på førstedagen kom jeg til et tempel, der lå i tæt jungle.
En trappepyramide nåede op over træhøjde, og der blev "nikket OK" til, at jeg kunne bestige den.
På det flade plateau på toppen sad en enlig ældre munk i sit orange dress - smilende og imødekommende. Da vi sad der sammen - småsnakkende og nydende udsigten og roen - fiskede jeg min pibe frem.
Han "bremsede" mig, rejste sig og råbte et par sætninger "ned".
Lidt efter kom en yngre munk hastigt op ad pyramiden medbringende en pibe og en dåse god engelsk flake "navy tobak" - og jeg blev budt på et stop.
Den næste halve time sad vi så begge og røg vores piber - nød aftensolen, hinanden og røgen.
Vel tilbage i Thailand næste dag var det en god følelse, at jeg alligevel havde rejst frit i Myanmar.
Jeg gjorde det samme i Nepal, hvor de også prøver at begrænse/kontrollere.
Man køber et trekkingpermit til et bestemt område for et antal uger, og der er så police-tjekpoints ude på ruterne.
Med lidt frækhed kan man forlade ruten og rykke ind i restricted areas - jeg smuttede bl. a. ind i Mustang-distriktet og fik spændende oplevelser.
Chancerne for ballade med myndighederne er små - de er ikke i områderne, og man kan jo altid spille lidt naiv og uforstående.
I 1995 brugte jeg en uges tid på daglige besøg hos Myanmars ambassade i Kathmandu, men det var mig ikke muligt at få et visum til at "rejse frit i landet" - jeg skulle krydse grænsen med fly og bruge hovedstaden som første destination - og videre ophold i landet var "kontrolleret!
Jeg droppede landet af bare irritation.
Mongfolket og Karenfolket befolker det sydlige Myanmar, og de kæmper med guerillastyrker mod centralmagten - for mere selvstædighed.
En måneds tid senere var jeg i området, men på den thailandske side af grænsen - masser af jungle og menneskefattigt - så jeg tog chancen til et illegalt besøg i Myanmar.
Jeg lejede en kano for 2 dage af en lokal fisker og krydsede floden - grænsen - i de tidlige morgentimer.
Efter at have skjult båden, begav jeg mig ind i junglen af en lille sti.
Det blev dage med anderledes og hyggelige oplevelser - små samfund med cigarrygende ældre kvinder, hanekampe, mange imponerende tatoveringer (mine 3 måger på brystet vakte deres anerkendelse), anderledes mad mm.
Sidst på førstedagen kom jeg til et tempel, der lå i tæt jungle.
En trappepyramide nåede op over træhøjde, og der blev "nikket OK" til, at jeg kunne bestige den.
På det flade plateau på toppen sad en enlig ældre munk i sit orange dress - smilende og imødekommende. Da vi sad der sammen - småsnakkende og nydende udsigten og roen - fiskede jeg min pibe frem.
Han "bremsede" mig, rejste sig og råbte et par sætninger "ned".
Lidt efter kom en yngre munk hastigt op ad pyramiden medbringende en pibe og en dåse god engelsk flake "navy tobak" - og jeg blev budt på et stop.
Den næste halve time sad vi så begge og røg vores piber - nød aftensolen, hinanden og røgen.
Vel tilbage i Thailand næste dag var det en god følelse, at jeg alligevel havde rejst frit i Myanmar.
Jeg gjorde det samme i Nepal, hvor de også prøver at begrænse/kontrollere.
Man køber et trekkingpermit til et bestemt område for et antal uger, og der er så police-tjekpoints ude på ruterne.
Med lidt frækhed kan man forlade ruten og rykke ind i restricted areas - jeg smuttede bl. a. ind i Mustang-distriktet og fik spændende oplevelser.
Chancerne for ballade med myndighederne er små - de er ikke i områderne, og man kan jo altid spille lidt naiv og uforstående.
torsdag den 12. marts 2009
Tyskeren på tropeøen
I februar 1995 var jeg ved at være rejsetræt efter ½ år på farten - med Topaz i 3 mdr. fra DK til Nepal og vandring i Nepal og Thailand - så jeg tog med en fiskerbåd ud til et marinereservat i en ø-gruppe i farvandet vest for det sydlige Thailand - for at hvile ud og "kede mig" på en tropeø.
Den lille ø var et turtle-nurseri, og der var en lille cafè til de ansatte og eventuelle gæster - så maden var sikret.
Og jeg kom til at kede mig! - men tyskeren var en oplevelse.
Jeg slog mit lille telt op ved strandkanten i en bugt 1 km fra cafèen - 200 m fra den eneste anden turist på øen - en tysker.
Sceneriet var som fra en turistbrochure - blå lagune, hvidt sand og palmer.
Smukt, smukt! - men hvad får man tiden til at gå med? - når man har flækket et par kokosnødder og badet, hvad så?
Tyskeren må trods alt have følt det på samme måde - selvom han havde boet på øen i 2 år, for han var snakkesagelig, og vi delte en del lokal whisky's den uge, jeg "holdt ud".
Han måtte èn gang om måneden til fastlandet til en bank for at få sin pension overført og udbetalt i kontanter.
Han skulle afsted, mens jeg var der, og det var lidt af et show at se ham grave alt sit habengut - på nær teltet - ned i sandet efter et nøje planlagt system. Som i "Skatteøen" - 20 skridt fra den store palme, osv.
Kun 2 dage var han væk, så var han tilbage, læsset med al det whisky, han kunne bære + en ny læsebog på thai - han var nået til 4. klassetrin.
spøjs fyr! - men han satte et smukt mærke i min sjæl.
Han var god til at lave mad - jeg købte som regel råvarerne på cafèen, der også var butik, og han lavede maden på wok over et bål. Thai øl stod han så for.
Den lille ø var et turtle-nurseri, og der var en lille cafè til de ansatte og eventuelle gæster - så maden var sikret.
Og jeg kom til at kede mig! - men tyskeren var en oplevelse.
Jeg slog mit lille telt op ved strandkanten i en bugt 1 km fra cafèen - 200 m fra den eneste anden turist på øen - en tysker.
Sceneriet var som fra en turistbrochure - blå lagune, hvidt sand og palmer.
Smukt, smukt! - men hvad får man tiden til at gå med? - når man har flækket et par kokosnødder og badet, hvad så?
Tyskeren må trods alt have følt det på samme måde - selvom han havde boet på øen i 2 år, for han var snakkesagelig, og vi delte en del lokal whisky's den uge, jeg "holdt ud".
Han måtte èn gang om måneden til fastlandet til en bank for at få sin pension overført og udbetalt i kontanter.
Han skulle afsted, mens jeg var der, og det var lidt af et show at se ham grave alt sit habengut - på nær teltet - ned i sandet efter et nøje planlagt system. Som i "Skatteøen" - 20 skridt fra den store palme, osv.
Kun 2 dage var han væk, så var han tilbage, læsset med al det whisky, han kunne bære + en ny læsebog på thai - han var nået til 4. klassetrin.
spøjs fyr! - men han satte et smukt mærke i min sjæl.
Han var god til at lave mad - jeg købte som regel råvarerne på cafèen, der også var butik, og han lavede maden på wok over et bål. Thai øl stod han så for.
Uddrag fra dagbog - Nordsverige
6/7/93
Regn, regn + vådt og vådt. I 2 timer gik jeg i vand til anklerne - ellers er det snesjap.
Efter 5 timers effektiv vandring slog jeg telt op på den eneste "tørre" høj, jeg kunne se - frygten for senere ikke at kunne finde en "tør" plads fik mig til at stoppe.
Fysisk er jeg ikke i form endnu, men det er jo også kun tredje-dagen.
Stor portion kalops med ris her til aften og så har jeg smidt 2 brødblokke i jaws'en til i morgen tidlig - for at få mere energi.
Hvis jeg går vest om Sarek og ned gennem Padjelanta får jeg måske bedre vejr - altså en 3 dage mere til jeg kommer syd for Kebnekaise, så mod vest.
7/7/93
Vågnede kl 6 efter en kold nat - 2 grader celcius. Det regnede stadig, og først kl 10 blev det rimeligt vejr - så kl var 12 inden, jeg var på ruten igen.
Alligevel blev det en våd dag - jeg måtte over 2 elve, og senere var hele terrænet under vand.
Vinteren må have bragt store snefald i disse egne, eller også er sommeren bare sent på den i år - ingen rener er her i højfjeldet endnu, og selv myggene er fraværende.
Jeg teltede kl 20 lige under fjeldet Passusvarasj - smukt, smukt - sne og sne til alle sider, men med aftensol.
Så jeg tog mig sammen til en grundig vask - af med al tøjet, hurtigløb over sneen til et mindre vandløb, sæbe over hele kroppen, ned i elven, og så tilbage til termoundertøj, fiberpels, islænder, fjeldtøj, tørre sokker og våde støvler.
Whaw whaw! - gang i piben og kaffen og kl 22.30 var aftensmaden klar og solen stadig på himmelen - en pibe mere + kaffe.
Livet er vidunderligt! - lidt besvær og lykkefølelsen indfinder sig.
Landskabet er storslået - barskt og vildt og koldt og goldt.
Regn, regn + vådt og vådt. I 2 timer gik jeg i vand til anklerne - ellers er det snesjap.
Efter 5 timers effektiv vandring slog jeg telt op på den eneste "tørre" høj, jeg kunne se - frygten for senere ikke at kunne finde en "tør" plads fik mig til at stoppe.
Fysisk er jeg ikke i form endnu, men det er jo også kun tredje-dagen.
Stor portion kalops med ris her til aften og så har jeg smidt 2 brødblokke i jaws'en til i morgen tidlig - for at få mere energi.
Hvis jeg går vest om Sarek og ned gennem Padjelanta får jeg måske bedre vejr - altså en 3 dage mere til jeg kommer syd for Kebnekaise, så mod vest.
7/7/93
Vågnede kl 6 efter en kold nat - 2 grader celcius. Det regnede stadig, og først kl 10 blev det rimeligt vejr - så kl var 12 inden, jeg var på ruten igen.
Alligevel blev det en våd dag - jeg måtte over 2 elve, og senere var hele terrænet under vand.
Vinteren må have bragt store snefald i disse egne, eller også er sommeren bare sent på den i år - ingen rener er her i højfjeldet endnu, og selv myggene er fraværende.
Jeg teltede kl 20 lige under fjeldet Passusvarasj - smukt, smukt - sne og sne til alle sider, men med aftensol.
Så jeg tog mig sammen til en grundig vask - af med al tøjet, hurtigløb over sneen til et mindre vandløb, sæbe over hele kroppen, ned i elven, og så tilbage til termoundertøj, fiberpels, islænder, fjeldtøj, tørre sokker og våde støvler.
Whaw whaw! - gang i piben og kaffen og kl 22.30 var aftensmaden klar og solen stadig på himmelen - en pibe mere + kaffe.
Livet er vidunderligt! - lidt besvær og lykkefølelsen indfinder sig.
Landskabet er storslået - barskt og vildt og koldt og goldt.
Abonner på:
Opslag (Atom)
