Tyskeren på tropeøen

I februar 1995 var jeg ved at være rejsetræt efter ½ år på farten - med Topaz i 3 mdr. fra DK til Nepal og vandring i Nepal og Thailand - så jeg tog med en fiskerbåd ud til et marinereservat i en ø-gruppe i farvandet vest for det sydlige Thailand - for at hvile ud og "kede mig" på en tropeø.
Den lille ø var et turtle-nurseri, og der var en lille cafè til de ansatte og eventuelle gæster - så maden var sikret.

Og jeg kom til at kede mig! - men tyskeren var en oplevelse.
Jeg slog mit lille telt op ved strandkanten i en bugt 1 km fra cafèen - 200 m fra den eneste anden turist på øen - en tysker.
Sceneriet var som fra en turistbrochure - blå lagune, hvidt sand og palmer.

Smukt, smukt! - men hvad får man tiden til at gå med? - når man har flækket et par kokosnødder og badet, hvad så?

Tyskeren må trods alt have følt det på samme måde - selvom han havde boet på øen i 2 år, for han var snakkesagelig, og vi delte en del lokal whisky's den uge, jeg "holdt ud".

Han måtte èn gang om måneden til fastlandet til en bank for at få sin pension overført og udbetalt i kontanter.
Han skulle afsted, mens jeg var der, og det var lidt af et show at se ham grave alt sit habengut - på nær teltet - ned i sandet efter et nøje planlagt system. Som i "Skatteøen" - 20 skridt fra den store palme, osv.
Kun 2 dage var han væk, så var han tilbage, læsset med al det whisky, han kunne bære + en ny læsebog på thai - han var nået til 4. klassetrin.
spøjs fyr! - men han satte et smukt mærke i min sjæl.
Han var god til at lave mad - jeg købte som regel råvarerne på cafèen, der også var butik, og han lavede maden på wok over et bål. Thai øl stod han så for.