Munken med piben

Siden jeg som ung hørte Four Jacks synge "Mandalay", har jeg gerne villet sejle fra Mandalay til Rangoon på floden Irrawaddy - det er endnu ikke lykkedes!

I 1995 brugte jeg en uges tid på daglige besøg hos Myanmars ambassade i Kathmandu, men det var mig ikke muligt at få et visum til at "rejse frit i landet" - jeg skulle krydse grænsen med fly og bruge hovedstaden som første destination - og videre ophold i landet var "kontrolleret!
Jeg droppede landet af bare irritation.

Mongfolket og Karenfolket befolker det sydlige Myanmar, og de kæmper med guerillastyrker mod centralmagten - for mere selvstædighed.
En måneds tid senere var jeg i området, men på den thailandske side af grænsen - masser af jungle og menneskefattigt - så jeg tog chancen til et illegalt besøg i Myanmar.

Jeg lejede en kano for 2 dage af en lokal fisker og krydsede floden - grænsen - i de tidlige morgentimer.
Efter at have skjult båden, begav jeg mig ind i junglen af en lille sti.
Det blev dage med anderledes og hyggelige oplevelser - små samfund med cigarrygende ældre kvinder, hanekampe, mange imponerende tatoveringer (mine 3 måger på brystet vakte deres anerkendelse), anderledes mad mm.

Sidst på førstedagen kom jeg til et tempel, der lå i tæt jungle.
En trappepyramide nåede op over træhøjde, og der blev "nikket OK" til, at jeg kunne bestige den.
På det flade plateau på toppen sad en enlig ældre munk i sit orange dress - smilende og imødekommende. Da vi sad der sammen - småsnakkende og nydende udsigten og roen - fiskede jeg min pibe frem.
Han "bremsede" mig, rejste sig og råbte et par sætninger "ned".
Lidt efter kom en yngre munk hastigt op ad pyramiden medbringende en pibe og en dåse god engelsk flake "navy tobak" - og jeg blev budt på et stop.
Den næste halve time sad vi så begge og røg vores piber - nød aftensolen, hinanden og røgen.

Vel tilbage i Thailand næste dag var det en god følelse, at jeg alligevel havde rejst frit i Myanmar.

Jeg gjorde det samme i Nepal, hvor de også prøver at begrænse/kontrollere.
Man køber et trekkingpermit til et bestemt område for et antal uger, og der er så police-tjekpoints ude på ruterne.
Med lidt frækhed kan man forlade ruten og rykke ind i restricted areas - jeg smuttede bl. a. ind i Mustang-distriktet og fik spændende oplevelser.
Chancerne for ballade med myndighederne er små - de er ikke i områderne, og man kan jo altid spille lidt naiv og uforstående.