Sigt højt!

Når alt går op i en højere enhed, er motorcykelrejserne/kørslen meditativ.
De skaber også grobund for flere "tidløse øjeblikke", som jeg samler på.

Det er vel den "indre rejse", jeg får, når jeg rejser.
At får indsigt i livets grundlæggende tragik.

Glæden og livsnydelsen må og skal naturligvis hyldes.
Men jeg må også vove at nærme mig den indsigt, at det vidunderlige varer kort, at hele livet er et provisorium - og her er der ingen efterbevilling.

I selve livscyklussen findes en sorg.
"Er dette virkelig alt"? - med efterfølgende uro.
Der er en dybtgående ensomhed, som ikke kan ignoreres.
Dyb råber til dyb.

"Livsduelige" pensionister, der ikke har andet at lave, mens de venter på at dø, end at blive mere kultiverede, diskutere, hygge sig, "komme hinanden ved" og "være sammen om det at være menneske".
"Vi sad bare der og havde det så godt på vores egen pæne, stilfærdige måde, og bagefter gik vi hjem og sov i vores bløde senge - og det ville vi blive ved med, indtil vi døde".
Gudfriogbevarmigvel.

Slå løs, slå løs på dig selv, sjæl! - dine egne definitioner bliver dit fængsel!

Jeg mener, det er Michelangelo, der har sagt:
"Den største fare for de fleste af os er ikke, at vi sigter for højt og rammer forbi vores mål, men at vi sigter for lavt og når målet".