Længsel

Ofte har jeg syntes, at det var et helvede at se mig selv, som jeg virkelig er.
Men når jeg så har gjort det, har jeg alligevel fået det en del bedre.

Jeg kan blive led ved, at jeg er fuld af gentagelser - og har så få originale tanker.
At jeg gentager det, andre siger - og at jeg somme tider bilder mig ind, at jeg selv har fundet på det.
Og hvordan jeg ofte lytter til folk, der siger ting, jeg har hørt hundrede gange før.

Et langt livs erfaring har da lært mig, at hvis jeg bare lever på overfladen af mig selv - med lukkede døre til mit dybere jeg - så bliver jeg deprimeret, stresset, aggressiv, nervøs og gold.

Der er altid brug for, at jeg åbner op for impulserne fra det ubevidste - så det trænger ind i mit hverdagsliv.
Det gør det rigere og mere skabende.

Jeg har for ofte haft følelsen af, at livet glider forbi mig - at jeg ikke får ordentlig tag i det - at jeg ikke er helt "til stede".
Men heldigvis har jeg da også følt, hvor dejligt det er bare at "være" i øjeblikket - de tidløse nu'er.
Hvor jeg forstår, at hvert øjeblik er sandt!

Jeg tror det var Jung, der skrev om at "være herre i vort eget hus" - noget med at man ikke skal hænge fast i (og være drevet af) ubevidste komplekser og besættelser.
At man skal lade være med at være offer for en "programmering", som man ikke kender!

Måske er det forklaringen på, at jeg ofte længes.
Jeg ved ikke efter hvad - jeg længes bare!

Måske er virkeligheden det værste, jeg ved.

Citat fra NN:
Du er forvist til mørkets stepper, hvor du vandrer om og hyler mod den døde måne, traver formålsløst fra hvidt til hvidt, søger helt ude ved tundraens rand efter noget du har mistet for længe siden, men du har glemt, hvad det er, du har mistet og hvorfor.